Jeg er ved at skrive en guide til hvordan du kommer i gang med forstadsfarming.
Jeg vil gerne hjælpe dig og din familie godt i gang. Du er velkommen til at skrive til mig på lene@sustainablehappiness.dk

Jeg er ved at skrive en guide til hvordan du kommer i gang med forstadsfarming.
Jeg vil gerne hjælpe dig og din familie godt i gang. Du er velkommen til at skrive til mig på lene@sustainablehappiness.dk
Det kan være uinspirerende at have en kedelig have. Jeg synes, vores have var ret kedelig at være i, da det meste af den var en græsplæne. Vi brugte derfor heller ikke haven særlig meget. Vi var mest indenfor. Nogle gange skulle en af os voksne derud for at slå græs eller klippe hæk og så var der nogle gange et barn som små-kedede sig ved siden af. Og andre gange var det omvendt; et barn ville fx spille fodbold, og når barnet bagefter ville lege videre selv, var der ikke rigtig noget for den voksne at give sig til derude. Så kunne man bare stå der og vente til man kunne gå indenfor igen.
Med forstadsfarming har vi skabt en anderledes situation. Vi er mest udenfor. Der er hele tiden noget både børn og voksne kan lave i haven. Morten og Luca tager tit høns op og aer dem for at de bliver mere tamme. Og vi henter friske æg, kigger ind i drivhuset efter røde tomater, vander en plante som hænger lidt, går ind på jordbærstien efter bær osv. Der er altid sket noget nyt i en livlig og frodig have såsom nye larver i kålen, som hønsene lige kan få.
Det er de herligste, ægte, nærende og nærværende aktiviteter der opstår af at dyrke jorden sammen. Pludselig lokker haven vores familie udendørs mange timer om dagen, og fra solen står op til den går ned i weekenderne. Jeg elsker at begynde min lørdag eller søndag med at lave et bål.
Vi bor i et parcelhuskvarter i Hvidovre. Grunden er ca. 1000 m2 og baghaven ca. 700 m2. I mange år var den store græsplæne i baghaven ret uinspirerende, uden vi vidste hvad vi skulle gøre ved den, men i juli 2018 skete der noget 🙂 Jeg læste en avisartikel om Søren Ryges programmer ”Far, Mor og Børn”, og efter at have set programmerne og genset dem med min min elskede mand Morten, aflyste jeg den forestående sommerferie. Vi skulle have boet i telt i en svensk skov i en uge med vores 2-årige datter Sophia. Men programmerne havde plantet et insisterende ønske om at være tæt på naturen hele året, lige her hvor vi er, og ikke kun i vores ferier. Jeg følte pludselig at det var noget af det vigtigste, at vores børn kunne vokse op med dyrkning af jorden som et naturligt omdrejningspunkt. Og så begyndte jeg at grave en mark. (Jeg havde ikke læst om permakultur og ”no-dig” endnu).
Sophia som nu er tre år, er vokset op uden TV/netflix/brug af skærm. Vi har i stedet leget rigtig meget sammen, mest indenfor. Hun elsker rollelege, at bygge lego, fjolle, løbe, svinge, klatre, danse.. og er glad for at gå i børnehave. Hun har glæde af Københavns små børneteatre, museer, jazz-koncerter for børn, biblioteker og legepladser, men jeg savnede at hun havde mere at lave udenfor i vores have i den friske luft under himlen.
”Bondegård” var derfor noget vi legede indenfor på et bord. Jeg havde ikke troet at jeg kunne skabe noget der på nogen som helst måde mindede om, når vi boede her. Men nu et år efter er livet på vores parcelhusgrund forvandlet. Den anden dag fortalte Sophia sin ven at hun bor i et hus, og udenfor er det en bondegård. Halleluja..!
Hen over efteråret og vinteren læste jeg en håndfuld bøger om biodynamisk jordbrug, permakultur og økologisk selvforsyning, og fik anlagt en god mark. Jeg fik et ton hestemøg og 1 ton lerjord af en økologisk landmand, og hentede 1 ton komposjord på genbrugspladsen. Jeg hentede ko-møg ude på en økologisk mark og tang på stranden til gødning, hø og gyldne halmballer.. Og jeg lavede en biodynamisk kompostbunke og fik bestilt kompostbeholdere fra kommunen. Imens byggede Morten et harmonisk hønsehus, en femkantet kaningård, et værksted og et cykelskur. (Ja, han er for vild!)
Nu går der 10 sjove høns og 2 nuttede kaniner rundt ude i haven, og Morten, Sophia og jeg er i gang med at samle bær og høste bladbeder.
Vi har ca. 50 forskellige afgrøder og jeg er så begejstret! Det var både sjovt at forspire indenfor, i mistbænken og i drivhuset og at så direkte i jorden ude i marken. Det var spændende at se det få fat i løbet af foråret og nu er det sjovt at høste den ene afgrøde efter den anden. De sidste par dage har vores morgenmad og aftenmåltid bestået af grøntsager fra haven. Vi synes alle det er en fest. Sophia er ligesom børnene på Sydfyn optaget af det hele – helt som jeg drømte om. De tre større børn Mathias på 22 år, Maya på 18 år og Luca på 13 år er meget optaget af deres venner, kærester, interesser, skole, studie og job, men de synes da at haven er blevet Nice.
Det er derfor hovedsageligt Morten, Sophia og jeg som er ude i haven. Vi kan godt lide både at lave have-projekter sammen og være sammen derude hver for sig. Sophias udekøkken og legebord er med vilje placeret midt i marken og imellem Mortens værksted og drivhuset, så vi er tæt på hinanden udenfor, også når vi laver hver vores ting. Der kan være ro og fordybelse i lang tid, før vi snakker sammen igen.
Sophia har en murerbalje ved siden af sit legebord, som altid er fyldt med vand. Vandet gør det sjovt at lave mad med sand, jord, græs, blomster, sten, muslingeskaller..
Jeg vil altid være Søren Ryge taknemmelig for at han med sit nærværende slow-tv, fik mine øje op for hvor smukt et familieliv der opstår, når man dyrker jorden sammen. Vi er alle sammen glade for det liv og den ro som der er udenfor. Vi har alle vores yndlingssteder hvor vi lader op udenfor; på en bænk, ved havebordet, nede i skoven sammen med hønsene, med fingrene nede i jorden ude i marken, inde i værkstedet, på stolen i drivhuset, på et tæppe på græsset eller ved bålet..
Jeg elsker at skabe sammen med min familie og vores forstadsfarming giver bare anledning til uendeligt mange skønne oplevelser og gøremål. En fredagaften i foråret havde jeg (mens Morten puttede Sophia) en skøn køretur langs kysten på jagt efter sten.. Dagen efter kom min fantastisk kreative søster og niecer for at tegne på stenene, så de blev til skilte på marken. Og dagen efter igen kom min søde mor forbi for at lakere hver enkelt sten, så den kunne holde til at ligge udenfor. Team work rocks!
Det er sjovt og nemt at lave en have der er spændende at gå på opdagelse i for børnene. Det kan hurtigt komme til at emme af sommerhus og ferie, hvis haven har et sted der summer af græshopper og et bål der knitrer.
I følge forskning i “børn og udeliv” og projektet “fra have til mave” bliver børn fra børnehavealderen og opad, som tilbringer meget tid udenfor og/eller har adgang til en køkkenhave mere kreative, motorisk stærke, påhitsomme og koncentrerede. Ikke nok med det, de får også en større appetit på grøntsager og en øget kvalitets-bevidsthed både i forhold til mad og sociale relationer!
Jeg blev ikke overrasket. Hvis vi giver dem junk fra de er små, vil de ofte efterspørge junk. Hvis vi giver dem kvalitet vil de oftere efterspørge kvalitet.
Konventionelt landbrug kan være ensbetydende med forurening af grundvandet, udpinede jorde, truede dyrearter… Men i sin egen baghave kan man lave et lille bitte delvist selvforsynende “landbrug” hvor jorden er naturligt frugtbar og hvor insekter og fugleliv trives.
Da jeg var barn og besøgte smukke gårde på Fyn og i Jylland var det den mest naturlige ting i verden at man som landmand sprøjtede sine marker. Jeg skænkede det aldrig en bekymret tanke. Jeg havde fra barns ben lært at mærke glæde og respekt ved synet af en velsprøjtet mark uden en eneste ukrudtsplante. I barndommen var et konventionelt landbrug bare skønt. Som så mange andre er jeg senere blevet bevidst om nogle af ulemperne. Som voksen, begyndte jeg at savne synet af vilde harer og hjorte i skovkanten, en luft fuld af insekter og hvirvlende sommerfugle, duften af vilde blomster og lyden af fuglefløjt. Så jeg fik ikke lyst til at have et stort landbrug, men derimod lige netop det vi har plads til i vores baghave. Og nu kan jeg se at vi giver et andet billede af naturen, miljøet og måden at dyrke jorden på videre til vores børn 😊
At samarbejde med naturen i vores egen have er vitterlig inspirerende for os. Vi arbejder med – ikke imod – naturen. Vi bruger ikke kunstgødning og sprøjtemidler, men i stedet en blanding af økologiske, biodynamiske og permakultur-tilgange. Tilfredsstillelsen og glæden ved det er ubeskrivelig..!
Vi fik høns i sommeren 2018. Det er bare ubeskriveligt sjovt at have høns.
Du er kærligt velkommen til at skrive til mig på lene@sustainablehappiness.dk